Døderummet
Gyldendal, 2010
Den 13. juli 2009 finder politiet den nittenårige
Emilie skamferet, torteret og efterladt hen over et elhegn ved
Gudme Sø på Fyn.
Dødsårsagen er forblødning, konstaterer retsmediciner Maria
Krause, som dog også finder en mærkværdig rød farve på den dræbte
piges hals. Der er ikke tale om kvælningsmærker, men om noget,
Maria Krause i sin tid som retsmediciner aldrig før har set.
Farven viser sig at stamme fra sved fra et menneske i behandling
for spedalskhed. Mærkværdigt, eftersom det seneste tilfælde af
spedalskhed i Danmark blev registreret i 1913.
Samtidig bliver sagen personlig for Maria Krause, da hun ved
identifikation af den dræbte pige opdager, at Emilie er hendes egen
datter.
Mærkværdigt, eftersom hun ingen børn har.
Personlige skygger formørker Krauses professionelle overblik og
bringer hende i situationer, selv ikke hendes eneste veninde og
livline kan redde hende fra.