Skadestuen

Gyldendal, 2005

 

Katarina er lærer og i tyverne, og hun har indtil for nylig haft mand og barn i Usbekistan. Men så døde hendes mand i politiets varetægt, og jobmæssigt lukkede alle døre sig for hende. For at forsørge sin lille datter og sin gamle mor tager Katarina et job som engelsklærer på den usbekiske ambassade i Prag. Det gode jobtilbud viser sig at være et dække for handel med kvinder til prostitution, og her begynder Katarinas mareridt som sexslave.

De næste to år bliver hun holdt som fange i et bordel i en kælder. Hun opholder sig officielt ikke i landet, hun har ikke noget pas, ingen penge og ingen briller. Hun har kun udsigt til at betjene 15 mere eller mindre uhumske mænd om dagen. Hun kommer bogstaveligt talt aldrig uden for en dør, og hun aner intet om sin datters skæbne. Katarina synker ned i en dyb depression, og indvilger i at lade sig aflive mod betaling i en snuff film.

Der er alligevel en gnist tilbage i Katarina, og i en desperat flugt lykkes det hende at slippe væk fra fangevogteren i sidste øjeblik, blot for at komme i kløerne på en anden mand. Nu ernærer hun sig ved telefonsex og bliver installeret i en afdød luders ulækre lejlighed. Ved et tilfælde kommer hun til penge - rigtig mange penge - og ved at overtage sine fangevogteres anløbne moral, ser det ud til, at hun kan forlade Tjekkiet og tilmed tage en grusom hævn.

Indhold:

Roman, 232 sider

 

Originaludgave:

2005

 

ISBN:

87-020-4312-2

 

Forsideillustration:

Ida Balslev-Olesen


Genre

Kærlighed
Gys
Drama
Thriller
Krimi
Humor

Jyllands-Posten:

"Handel med kvinder er et verdensomspændende problem, en tragedie af så store dimensioner, at den er svær at rumme. Men Susanne Staun har med denne roman gjort det lettere at fatte, hvad der sker." – Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten

Information:

"Fremragende ... Lad dem, der stadig ser prostitution som udtryk for frisind og lyst, læse SKADESTUEN." – Marie Louise Kjølbye, Information

Fyens Stiftstidende:

"Romanen, der er designet til at få nattesøvnen til at eksplodere, virker helt efter hensigten. Man æder sig igennem beskrivelserne af prostitution, nedværdigelse, desperation og uretfærdighed, også selv om man hører til typen, der hader elendighed og ikke bryder sig om for meget socialrealisme. Staun excellerer desuden i sin helt egen variant af humor, tør og næsten magisk på en og samme tid." – Anne Sophia Hermansen, Fyens Stiftstidende

Kristeligt Dagblad:

"Hårrejsende læsning." – Kasper Lezuik Hansen, Kristeligt Dagblad

Ekstra Bladet: *****

"Kontrasten mellem Stauns økonomiske og præcise skrivestil og de voldsomme begivenheder får uhyggen til at snige sig ind på læseren, så man sidder rystet tilbage, når sidste side er vendt." – Hans Larsen, Ekstra Bladet

BT:

"Susanne Staun sætter i den grad i sin nye roman spørgsmål ved menneskelige motiver, at ingen sandheder mere kan tages for givet ... Den psykiske smerte får uhyggeligt fysisk nærvær som overalt i læsningen af denne forfatter." – Niels Houkjær, Berlingske Tidende

Weekendavisen:

"Romanen er en krystalklar og -skarp indignationsroman ... vendt mod slavehandel, der trives rundt om i Europa og også i idyllen DK, men det er også en sindssygt tæt og koncentreret spændingsroman ... og en overbevisende og kompromisløs skildring af, hvordan og med hvilken sjæleråhed det uoverlevelige overleves ... Det er Stauns niende fremragende roman i træk, med og uden genre, siden hun debuterede i 1998. Det er altså godt gået, og hvad er det, jeg plejer at sige: Blæs den til bestseller!" – Lars Bukdahl, Weekendavisen

Politiken:

"Først og fremmest er SKADESTUEN en absolut vægtig, men altgennemtrængende trøstesløs beretning om trafficking med stort, beskidt T. Så nådesløs på den alt for sandsynlige måde ... Susanne Staun har skrevet en overmåde tankevækkende roman, der lige så vel kan læses som et velkomment indlæg i den verserende debat om prostitution og trafficking. Læs den, som du vil. Men læs den endelig!" – Leonora Christina Skov, Politiken

Sentura:

"Det er hård læsning. Men det er absolut ikke læsning, man bør snyde sig selv for. Der er milevidt fra Susanne Stauns normale femikrimi-univers til Skadestuen, så trofaste læsere har udsigt til en gedigen overraskelse. For denne læser blev det en meget positiv en af slagsen." – Ulf Joel Jensen, Sentura

E-pressen:

"Staun har skrevet en bog, der handler om noget. Primal overlevelse i en verden, hvor alt er til salg. Romanen har desforuden et narrativt overskud og raffinement, der får maskineriet til at snurre, og jeg svælgede bogens sidste 143 sider i et hug sidst på eftermiddagen. Jeg ville have kaldt det indfrielse af lyst ved plotlig finesse, hvis ikke lige det ville klinge så fælt i forhold til den verden som SKADESTUEN fremstiller." – Søren Høgh, E-pressen

Flere bøger i gruppen "Øvrige romaner"

Skadestuen
Skadestuen
2005

Jyllands-Posten:
"Handel med kvinder er et verdensomspændende problem, en tragedie af så store dimensioner, at den er svær a...
Martas hjerte
Martas hjerte
2004

Jyllands-Posten:
"Susanne Staun har føjet en ny dimension til begrebet medlidenhedsdrab, og hun har skrevet en roman, der fæ...
Langt fra mig
Langt fra mig
2003

Jyllands-Posten:
"Den humor og ironi, der altid er til stede i Susanne Stauns romaner, findes også her, men begge dele er dæ...
Blå hav
Blå hav
2001

Jyllands-Posten:
""Psykologisk thriller af høj karat." – Jyllands-Posten"
Gratis frokost
Gratis frokost
1999

Fyens Stiftstidende:
"En fornøjelse af de sjældne, et vellykket litterært totalteater. Æd den!" – Anne Weber Carlsen, Fyens Stif...
Sådan lyder en salonriffel
Sådan lyder en salonriffel
1998

Jyllands-Posten:
""Hvilken debut! Kom snart igen." – Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten"