Sådan lyder en salonriffel

Gyldendal, 1998

En absurd nabostrid om ejerforholdet til en lille bro truer venskabet mellem tre kvinder i en lille landsby. Det er en verden og et tema med Weldon'ske og Panduro'ske træk, fortalt i en tidstypisk hurtig og rap stil, som kan minde om Isabella Smith: En flirt mellem venner (1997). Romanen er underholdende og godt fortalt med mange gode tilløb i beskrivelsen af personerne, som jeg dog gerne ville have hørt mere om. Der er så dejligt ude på landet i Melede, hvor Molly, Marina og Merete bor. Molly er en temperamentsfuld, rødhåret tekstforfatter med underlige mareridt om død og lemlæstelse, Marina er en lidt grå folkeskolelærer, som er synsk ved dødsfald, Merete snakker i telefon hele tiden og er sød, smuk, rig, dum og mor til fem. Men striden om broen bryder ud i lys lue, og Meretes stupide ægtemand puster til ilden, så alting snart går i hårdknude. Og så får Marina kuldegysninger, der varsler død ...