Biografi

Fanny Fiske-serien

Ud af forfatterskabets til dato tolv titler har de fem Fanny Fiske i hovedrollen. Fiske er adfærdspsykolog og profileringsekspert med speciale i seriemordere. Ja, hun er vel nærmest blevet et begreb for det skøre, det vilde og det beskidte i den danske krimiverden. Fra sin bopæl i en nær, lettere dystopisk fremtid i universitetsbyen Cornwell et sted syd for London hjælper hun politiet i England og det øvrige Europa med at blotlægge den sociale og psykologiske dna på forbrydere uden et sædvanligt motiv.

Ud over at hun er hovedperson, så er hun fortæller og præsenterer sig i bøgerne sådan her: "Mit navn er Fanny Fiske - dr. Fanny Fiske. Jeg er adfærdspsykolog med speciale i profilering af serieforbrydere og tilknyttet EFBI, European Federal Bureau of Intelligence, som konsulent, men betjener også Statspolitiet i alle Europas Forende Stater. Der er brug for mig i sager, hvor fremmede forgriber sig på fremmede, og hvor politiet derfor ikke kan gå efter noget så håndgribeligt som et motiv. Når fremmede voldtager eller myrder fremmede, er der ikke andre motiver end de fantasier, voldsmanden har i sit eget hoved." ("Liebe", s. 14).

Fanny Fiske taler ikke om sin alder, men det er der andre, der gør, og romanerne udspiller sig i årene op mod hendes pension, der er fremrykket, fordi hun overarbejder og ikke holder ferie. Hun ligner alligevel en 35-årig. Det er der en grund til. "Jeg har fået foretaget fire ansigtsløftninger og flere omgange laser resurfacing, end jeg umiddelbart kan huske. Hertil kommer et par pandeløft. Jeg har købt mig til stram hud i alle led (kniv), og hver sjette måned får jeg injiceret Restylane i de dybe nasolabiale furer og i den rasende rynke mellem øjenbrynene. (…) Hvis jeg har tid, får jeg hver uge huden behandlet med "Askepotampuller", som jeg i øvrigt også selv behandler mine hænder med, så tit jeg husker det. Sådan er det. Og det er sådan, fordi jeg ikke vil finde mig i, at kvinder kun tildeles et liv på omkring de 40 år. For som jeg altid siger. Det er slemt nok at vi alle skal dø, men at man som attråværdig kvinde oven i købet skal finde sig i så kort en levetid, det behøver man ikke at acceptere." ("Liebe", s. 24). Fanny Fiske er plastic med diamantbor i øjnene i et superstiliseret miljø, som refererer til højre og venstre og bag ud og frem ad til høj-, pop- og lavkultur i et postmoderne metaorgie. Den bedste veninde hedder Polly-Jean Harvey (som sangerinden PJ Harvey), den tilbagevendende plageånd og sladderbladsjournalist, som igen og igen sværter hende til, Hanif Kureishi (som den britiske forfatter).

Over de fem bind henvises til cirka syvogtredive indoeuropæiske dialekter og ursprog. Der er ingen grænser for indfaldene, hvilket bare gør det så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at det er stramt som den berømte hamsters bagdel.

Centralt står kampen mod en kvindes store mareridt: alderdom og seriemordere. Og det som fuldbyrder den samme kvindes herlige tilværelse: sex, mad og designerklude - i den rækkefølge. Fanny Fiske forbruger unge elskere som engangsdildoer. Hun har en appetit som en hest på fransk cuisine. Og hendes tøjvalg koster det hvide ud af øjnene. Hun er kosmopolit med aner, som fortaber sig i Rusland og Danmark. Hun er notorisk single og renset for sentimentalitet, men ikke følelser - langt fra.

 

Samtlige bind i Fanny Fiske-serien er værker i deres egen ret, men der er forskelle. Den første, "Arvesynden", er for staccato i sin ophobning af opklaringer, "Mine piger" har en lidt for karikeret persontegning, mens den sidste, "Før jeg dør", har tabt pusten. Tilbage står "Liebe" og "Mit smukke lig" som de ubestridelige højdepunkter.

 

Liebe

 

I "Liebe" fra 1999 får Fanny Fiske en psykopat på halsen, og hendes chefer er ganske tilfredse med at kunne sende hende til Sydtyskland, hvor der er brug for hendes evner. Hun hvirvles ind i en mægtig fejde mellem to slægter, som gennem et trekvart århundrede har bekriget hinanden, og nu øjensynligt er gået over til mord - eller hvad? En række familiemedlemmer fra den ene slægt bliver fundet dræbt og tappet for blod. Informationer om en arvelig sygdom ændrer perspektivet, og sporene begynder at pege i retning af en smuk, 34-årig gammeljomfru og sygeplejerske. Men et eller andet sted i baggrunden gemmer sig et mangehovedet monster. Og psykopaten hjemme fra Cornwell har ikke ladet sig afskrække af de kilometer, som Fiske har lagt til ham. De gotiske sind hober sig op i en mangefløjet katedral af motiver og mulige forbindelser, og Fanny Fiske farer rundt.

Humoren, videt og bidet er i den analogi de klare toner i det dunkle lystspil fra fortællingens kunstfærdige mosaik. "Den er spændende og dens kyniske tone morsom: Fanny er faktisk et monster af en kvinde, men det synes hun ikke selv, og så kan vi andre jo mene, hvad vi vil. Jeg tror, jeg roligt tør spå bogen en fremtid på det internationale bogmarked, som en af de bøger, manden i ens liv prøver at snuppe fra natbordet, hvis han er til den slags", noterede Dagbladet Informations anmelder (Marie Louise Kjølbye: Det gør ondt at forbløde. Information, 2000-10-26).

 

Mit smukke lig

 

Afsættet for "Mit smukke lig" fra 2002 er hysterisk morsomt. Fanny Fiskes chefer har fået den ualmindeligt dårlige ide, at hun skal pensioneres. Det rammer hende som en katapult i bagdelen. Hun har nemlig overset, at hun over de sidste 28 år har opsparet en detalje af 270 ugers ferie! Fornedret og chokeret forlader Fanny Fiske sit arbejde. Hun kan mærke jorden åbne under sig, og helvedes kolde flammer slikke op ad benene. "F-ordet: Ferie. På linje med andre F-ord som fængsel, forulempelse og filipens." (side 10). Men pensioneringen er måske ikke engang det værste, for da hun rasende ringer til sin plastickirurg, får hun at vide, at der er grænser for, hvor mange gange man kan udspænde en elastik. Med andre ord - der er ikke mere, han kan gøre for hende. Hun er hinsides reparation. Og bare lige for at understrege, at det er skæbnen, hun har med at gøre, så bliver hendes stilling genbesat af en smuk og yngre kvinde! Fornedrelsen er komplet. Den aldrende frøken Fiske kan slet ikke være i sig selv.

Hun tager ud til den travle undergrundsstation Tottenham Court Roads nordgående perron og sidder i timevis på en bænk. Perronen er et af hendes få yndlingssteder i verden på grund af togenes rytme. Hun tænker på, at det er tre uger siden, hun sidst har fået noget på den dumme. Hun er til rotterne. Hun overvejer sine muligheder, som hun i korte træk koger ned til selvmord eller ikke selvmord. Den tredje mulighed - at en seriemorder husere i området - har hun end ikke overvejet. En seriemorder er dog allerede godt i gang, og da efterforskningslederen kontakter hende, har han selvfølgelig svært ved at tro, at hun ikke ved det. Men depressionen har fået så hårdt fat i hende, at hun ikke har læst aviser. Desuden ændrer seriemorderens komme heller ikke i første omgang på Fanny Fiskes følelse af bare at ville dø i fred. Ikke førend efterforskningslederen kommer ned på knæ og indrømmer, at han er på bar bund, og at Fiske er hans eneste chance. Oven i købet er han ikke fuldstændig utiltrækkende …

 

Døderummet

 

Det er selvfølgelig usædvanligt meget ud over det sædvanlige med en heltinde, som har brug for at blive voldtaget i ny og næ, som retsmedicineren Maria Krause i "Døderummet" fra 2010. Ikke desto mindre er der tale om en krimi, som i sin opbygning minder langt mere om den traditionelle spændingsroman end de krøllede manifester om Fanny Fiske. Derfor burde romanen have potentiale til at nå et bredere publikum i ind- og udland. Persongalleriet er overskueligt og roligt opbygget. Maria og hendes veninde Nkeme er en klase; en anden består af et trekløver af gamle, mandehørmende læger med silver back'en Hans Bonde Madsen i spidsen, og den tredje udgøres af nogle politiefterforskere. Sidst, men ikke mindst er der forbryderne.

Nkeme har søgt og fået en stilling ved Retsmedicinsk Institut i Odense. Maria, som lever i et tomt ægteskab og ikke er knyttet til andre end Nkeme, følger efter. Et par piger bliver myrdet. Noget peger på, at der er en seriemorder på spil. Kursiverede passager fra en dagbog bliver skudt ind. Her beretter en psyko om sin opvækst i et overlægehjem, hvor han knaldede sin mor, brændte sin kat, voldtog sine klassekammerater og brændte et par af dem levende. Vi har, om man så må sige, begrundet mistanke om, at det nok er morderen, som taler, men hvor er han på handlingsplanet? Er han en af Marias kolleger?

Susanne Staun bryder et princip. Hun har researchet, og hun slipper af sted med det. Fortællingen drukner ikke i retsmedicinske detaljer. Den lever i detaljen og stiger op over den. Der er set up og pay off i nøjagtigt udmålte portioner, og desuden er der en appetitlig ekstra krølle på halen med en grum Staunsk selvtægtsfantasi.

"(…) en retsmedicinsk thriller, der er et opsigtsvækkende rent genrestykke i forhold til de beskidte Fanny-bøger. Det chokerende ved Døderummet er, hvor mainstream det lykkes Staun at være uden at give køb på kvaliteten og vildskaben", bemærkede Berlingske Tidendes litteraturanmelder og delte sjældne seks stjerner ud (Mette Strømfeldt: "Provokerende mainstream". Berlingske Tidende, 2010-08-26).

 

Genrer og tematikker